Aint no party like a renaissance party! - part 2

Brylluppet var ikke kun en mulighed for, at kong Christian 4. kunne blære sig med det danske kongeriges pomp og pragt. Det var også en storpolitisk kampplads. Alle fyrster, konger og adelige, der havde magt og indflydelse i Europa, var inviterede. De der ikke selv havde mulighed for at deltage, sendte deres bedste gesandter. Den franske gesandt havde sin sekretær Charles Ogier med, og han skrev senere detaljeret om den store bryllupsfest i sit memoirer.

Gesandternes opgave var først og fremmest at repræsentere deres fyrste og hævde hans status som den mest betydningsfulde og fornemste, hvilket skabte en del problemer. Både den franske gesandt, den tyske kejsers gesandt og den spanske konges gesandt mente, at de alle repræsenterede den mest betydningsfulde fyrste. Der var stridigheder om hvordan de forskellige skulle tituleres af hinanden, og allerede inden brylluppet rejste den spanske gesandt hjem i vrede, da hanfandt ud af at den franske gesandt ikke ville indordne sig. Ogier skrev at ”.. saa udbredte Spanieren det Rygte, at han paa Grund af vigtige Forretninger var kaldt tilbage af sin Konge, og indstillede sig til Afskedsaudiens hos den danske Konge.” Efter sigende skulle han dog også være blevet fornærmet over, at danskerne havde fundet hans titel som overinspektør af de kongelige mulæsler for morsom.

Forholdet mellem Danmark og Sverige var som altid anspændt. ”Thi paa Grund af den stadige Skinsyge og Misundelse, som raader mellem Svenske og Danske, og som Naboskabet vel er Aarsagen til, havde de (svenskerne) sendt et særligt pragtfuldt Gesandtskab til Formæglingen.” skrev Ogier. Den svenske gesandt var utilfreds med de værelser, han fik tildelt, og kun den polske gesandt var samarbejdsvillig. Stridighedernes kernepunkt var bordplanen til det store taffel, brylluppets fineste middag: hvem skulle sidde på hæderspladsen nærmest kong Christian 4. og derved blive anerkendt som den mest betydningsfulde gesandt? Den svenske gesandt valgte at blive væk fra taflet og spise i sine egne gemakker med en undskyldning om, at den svenske konge jo lige var død og at ”Kongesorgen forhindrede ham i at være tilstede ved Fester af denne Art.”

Til sidst valgte kongen at spise for sig selv i sine egne gemakker, så ”Dog dette Gæstebud savnede sin fornemste Pryd, Kongen af Danmark selv, som spiste for sig alene paa Grund af Rangstridigheder om Pladsen.” skrev Ogier. Måltidet blev således skueplads for politiske intriger, skandaler og forsøg på at få mest mulig indflydelse igennem bordplan og tituleringer. I sidste ende blev bordplanen løst sådan, at den kejserlige gesandt og den franske gesandt fik ærespladserne ved siden af brudeparret, efterfulgt af den polske gesandt og kurfyrstinden af Sachsen, brudens moder.

Kong Christian dukkede dog senere op til festen og drak til den lyse morgen.

Endelig var alle gæster ankommet, brudeparret var blevet viet og det store bryllupstaffel kunne begynde! Klokken 6 om aftenen blev gesandter og fyrster kaldt til middagen med pauker og trompeter.

Charles Ogier var meget imponeret over de fabelagtige skueretter der pyntede på bordene. Han skrev ”Et langt Bord var dækket og besat med Retter, saaledes at der mellem dem i lige Afstand stod tre pragtfulde Opsatser, som man kalder Skueretter, lavaede af Vox, Gips eller Sukker, malede med forskellige Kulører og forgyldte, de herligste Arbejder, som forestillede Jagtscener, Triumftog, Jagtens og Kærlighedens Gudinder, Amoriner og mere af den slags.” Overalt i Europa var det gammel skik for adel og kongelige at have skueretter på festbordene, og de blev som regel udskiftet ved hver middag.

Selve menuen, der blev serveret, faldt dog ikke i den franske gesandts smag. ”Hvad de virkelige Retter angaar, saa var det sandt at sige mere efter dansk Smag, men ingenlunde efter vor. Jeg vil blot nævne Tallet paa de. Der var anrette sex Fade eller Skaale efter hinanden, saa kom en Skueret, saa atter sex og en Skueret, og atter saaledes fremdeles.” I Frankrig foretrak aristokratiets kokke i renæssancen at lave ukomplicerede retter med friske grønsager og krydderurter. Det danske hofkøkken holdt endnu ved den meget krydrede smag, som havde domineret siden middelalderen, hvor krydderier som kardemomme, muskat, ingefær og peber blev brugt kraftigt og i stort set alle retter. Middagen varede næsten 6 timer. Maden blev serveret af 3 omgange, hvor både småretter, hovedretter og desserter blev sat på bordene.

• Der var naturligvis også masser at drikke. Ogier skrev om drikkevarerne at ”Paa den anden Side stod et Skænkebord, besat med alle Slags Bægre, Pokaler og Drikkekar, hvor tre Mundskænke, klædte i hvidt Linned ligesom Offerpræster. Uophørligt udskænkede alle Slags ublandede Vine til dem, der forlangte det eller smeltede Sukker i dem og blandede dem.” Mundskænkene blandede vinen efter gæsternes personlige smag med sukker og krydderier og skænkede op, så ingen gæst dagen efter kunne sige, at vinen ikke havde smagt ham.
  

En vigtig del af taflet var de mange skåle der blev udbragt for brudeparret, værten og de inviterede gæster. Det var måske lidt trættende i længden, i hvert fald skrev Ogier at ”Men intet gik for sig med saa megen Højtidelighed og med saa mange Ceremonier som de Skaaler, der blev drukket for Kongernes og Fyrsternes Sundhed, og som blev forkyndt ved Trompeters og Paukers Klang inde i Slottet, og udenfor fandt Genklang over Hav og Sunde ved Kanoneres Torden.” Med rangstridighederne in mente, har gesandterne nok ikke villet stå tilbage for hinanden når det kom til at skåle for deres fyrster. Og med kanonsalutterne udenfor har folk i København og de nærliggende områder ikke kunnet være i tvivl om, hvornår aristokratiet skålede for hinanden.

Ogier nævnte desuden spydigt at ”Norge og Sverige kunde høre det, og sikkert ogsaa dem svenske Gesandt, som var bleven i sit Kammer. Trolig ogsaa den spanske Gesandt, hvem nogle mente paa Grund af Modvind endnu befandt sig i de nærmeste Farvande.”

Udover de inviterede fornemme bryllupsgæster, der sad ved bordene, var der også tilskuere med til festen. Det var en gammel skik fra middelalderen, der var udbredt i det meste af Europa, at almindelige folk kunne få adgang til festmåltiderne som tilskuere. De tog gerne selv mad med, men indimellem kunne de heldigste få rester fra hoffets bord.

Gæsterne blev underholdt med musik som ifølge Ogier var ”af alle Slags, Fløjter, Strygeinstrumenter og Orgel forlystede midlertidig Gæsternes Øren og skærpede Appetitten og Tørsten.” Instrumenterne blev akkompagneret af mere eller mindre lødige sange.

Efter taflet holdt selskabet en halv times hvil, hvorefter bryllupsdansen blev danset i riddersalen. Festlighederne varede flere dage med tafler, fyrværkeri, kongelig ballet og en ridderturnering.

For at få råd til det prægtige bryllup og dets festligheder blev der udskrevet ekstraskatter og udgifterne ville svare til et flercifret millionbeløb i dag. Den udvalgte prins nåede aldrig at blive konge. Han døde i 1646 på en kurrejse til Böhmen.

Kilder til bestillingerne på drikkevarer og fødevarer findes i kongens egne og kancelliets breve. Sandsynligvis har de mange festmiddage krævet langt mere af både det ene og det andet (f.eks. grønsager og frugter), der er kommet fra kongens egne slotte, og hvor de skriftlige kilder er forsvundet eller det ikke er blevet optegnet.

Heiberg, Steffen: Christian 4. – En europæisk statsmand, Gyldendal 1988

Juul, Gunvor Maria: Danmarks ældste kogebog, Koustrup & Co, 2016

Kong Christian den Fjerdes Egenhændige Breve, Udg. Ved C. F. Bricka og J. A. Fridericia af Selskabet for Udgivelse af Kilder til dansk Historie, Kbh. 1887-89

Ogier, Charles: Det store bilager i Kjøbenhavn 1634

Skaarup, Bi & Jacobsen, Henrik: Middelaldermad, Gyldendal 1999

Skaarup, Bi: Renæssancemad – Opskrifter og køkkenhistorie fra Christian 4.s tid, Gyldendal, 2006

Udsnit af optogene gennem København under Det Store Bilager 5. oktober 1634, kobberstik, ukendt kunstner

Stilleben med kalkuntærte, Pieter Claesz, 1627

Stilleben med oste, Floris Claesz. van Dijck, ca 1615