Der findes ikke opskrifter fra stenalderen, bronzealderen, jernalderen og vikingetiden. De retter jeg laver fra denne periode er inspireret af de råvarer og tilberedningsmetoder der var tilgængelige dengang, og som arkæologerne har fundet spor af i for eksempel potteskår eller køkkenmøddinger.
I middelalderen dukker de første kogebøger op, men de er sjældne. Tidens retter kan man dog få et indtryk af fra skriftlige kilder som indkøbslister til slotte og herregårde. Senere kommer der flere og flere kogebøger på markedet, og i moderne tid har de fleste hjem gerne mange kogebøger stående med mad fra hele verden eller specielle temaer, som fermentering, bagning, slankemad og meget andet.
Opskrifterne finder jeg i gamle kogebøger, mad-og livsstilsmagasiner eller i faglitteratur. Mange af dem kan være svære at gå til, da de bruger gamle måleenheder, ikke angiver tilberedningstid, udelader instruktioner eller er skrevet i et sprog, der for de fleste er kompliceret at læse. Jeg aner for eksempel ikke hvor meget en "pægl" fløde eller en "kvint" smør er, når jeg skal lave æbleskiver fra 1917.
Derfor omskriver jeg opskrifterne, så det er nemt og enkelt at lave historisk mad i dit eget køkken. Jeg sørger altid for at angive, hvilken kilde jeg har en opskrift fra.