Fastelavn, er mit navn

Fastelavnsugens mad og drikke

Under den 40 dage lange faste (eksklusiv søndage) inden påsken var der kun fisk og søbemad på menuen. Kød, sukker, hvedebrød og anden luksusmad skulle man afstå fra for at vise sig som en god kristen. Fastelavnsugen var derfor sidste mulighed for at nyde disse retter og det blev udnyttet til fulde. Fastelavnsugens madtraditioner holdt ved i mange hundrede år efter selve fasten var forsvundet fra den danske kirke.

Flæskesøndag og Flæskemandag

På Flæskesøndag og Flæskemandag blev der serveret kødretter særligt med gris, så man havde noget at stå imod med under fasten. Ifølge gammel overtro langt op i 1700-tallet var det vigtigt at få kød disse dage, for: ”Hvo der ikke æder Flæsk på Flæske Søndag, faar Ryg-Ve Aaret igennem.”

Hvide Tirsdag

På Hvide Tirsdag drak man varm mælk, samt spiste æggeretter med sukker og hvedebrød. I mange århundreder var æg sjældne om vinteren, mens hvedebrød og sukker var dyrt og luksuriøst. Man fejrede den sidste helligdag med en festspise, og eftersom retterne var hvide fik dagen navnet ”Hvide Tirsdag”.

Hvedeboller har man i Danmark spist til højtiderne i århundreder. De dukker for første gang på et kalkmaleri i 1200-tallet fra Estvad kirke nær Skive og igen på et kalkmaleri fra Bellinge Kirke fa 1400-tallet. Her får disciplene serveret korsformede hvedebrød, kendt som ”strutter”. I 1500-tallet kom bollerne så til knytte sig særligt til fastelavn.

Ordet ”Fastelavnsboller” dukker først op efter år 1700, sandsynligvis fra Tyskland, indtil da kaldtes de for ”Fastelavnsbrød”. Fastelavnskringler kunne også købes hos bageren eller kagekoner: de blev lavet af hvedemel, vand, salt og kommen, hvor dejen blev kogt inden bagningen. I 1800-tallet bagte man fastelavnsboller med kardemomme, rosiner, appelsinskal eller rosenvand. De færreste hjem havde endnu en bageovn, så man har nok købt dem hos bageren.

Nogle steder spiste man bollemælk på Hvide Tirsdag, det vil sige varm mælk med hvedeboller i og drysset med sukker og kanel, men mere udbredt var det at få æggesøbe. Æggesøbe blev lavet af æggeblommer, mælk, øl og sukker, og blev spist med hvedebrød til.

Askeonsdag

Den sidste dag i fastelavnsugen var Askeonsdag, hvor man i katolsk tid gik i kirke og fik tegnet et kors af aske i panden. På denne dag begyndte fasten og tiden skulle bruges på at angre og gøre bod.

Udklædning

I fastelavnsugen var alle mulige narrestreger tilladt. Én af de mest populære var at klæde sig ud og gå fra hus til hus og lavede ballade. De udklædte blev trakteret med god mad og drikke, men så blev det også forventet at de spillede den rolle de havde klædt sig ud som. Man prøvede at gætte hvem der gemte sig under maskerne og mange brugte udklædningen til den slags kådhed og løjer, som kirken ikke brød sig om.

Flere gange forsøgte myndighederne og biskopperne at forbyde fastelavnsudklædningerne, men folk var ligeglade og selv præster og munke deltog gladelig i narrestregerne. Masker og udklædning afhang naturligvis af hvad man havde råd til, men sorte silkemasker og hofnarredragter var populære. Det var også udbredt at mænd iklædte sig kvindedragter, og kvinder iklædte sig mandsdragter. Ellers kunne man bare tage en maske på og så være ganske nøgen.

Det førte naturligvis til en del løssluppenhed og nok derfor har kirken ikke været særligt begejstret for denne fastelavnstradition.

Fastelavnsriset

Siden 1500-tallet var det tradition at vække hinanden fastelavnsmorgen med et fastelavnsris. Riset skulle egentlig symbolisere Jesu lidelser og være en opfordring til den afholdenhed der fulgte de 40 dages faste. Men fastelavnsriset blev nok i højere grad forbundet med frugtbarhed, og i mange hundrede år var det kun kvinder der blev ”riset op” om morgenen, som en del af et frugtbarhedsritual fra folketroen. Senere blev det brugt mod både mænd og kvinder, og fik man vækket en anden med sit fastelavnsris, kunne man kræve lækkerier.

I 1700-tallet kunne man købe færdige fastelavnsris, der var pyntet med et svøbelsesbarn, et par næbbede duer, en stork med et barn i næbet og lignende der symboliserede frugtbarhed.

Slå katten af tønden

I begyndelsen af 1500-tallet inviterede kong Christian 2. hollandske bønder til Amager. Kongen mente ikke at de danske bønder var dygtige nok til at dyrke grønsager, og hollænderne fik godt med privilegier mod at dyrke og levere grønsager til det danske hof. Med sig havde hollænderne skikken med at slå katten af tønden til fastelavn i landsbyerne og på gårdene.

En levende kat blev puttet i en tønde og så gjaldt det ellers om at slå tønden i stykker, så den rædselsslagne kat kunne slippe fri og stikke af. Vinderen var den karl der slog katten ud af tønden, han blev kåret til kattekonge og kunne frit vælge sin kattedronning blandt pigerne. Skikken blev først for alvor populær i hele Danmark i 1700-tallet. Katten var gennem mange hundrede år blevet forbundet med ond trolddom, så når landsbyen slog katten af tønden, jog de samtidig uheld og ondskab bort.

I anden halvdel af 1800-tallet gik man så småt bort fra den barbariske skik med en levende kat i tønden, og skiftede den ud med en kattefigur lavet af gamle klude.