Hvedeboller har man i Danmark spist til højtiderne i århundreder. De dukker for første gang op på et kalkmaleri i 1200-tallet fra Estvad kirke nær Skive. Her får disciplene serveret korsformede hvedebrød, kendt som ”strutter”. I 1500-tallet kom bollerne til knytte sig særligt til fastelavn.
På Hvide Tirsdag (tirsdag efter Fastelavnssøndag) spiste man æggesøbe og hvedeboller, der kom hede fra bageren. Krummen på bollerne var blevet blandet med smør og man opblødte bollerne i varm mælk når de skulle spises. Ordet ”Fastelavnsboller” dukker først op efter år 1700, sandsynligvis fra Tyskland, indtil da kaldes de for ”Fastelavnsbrød”. I 1800-tallet bagte man fastelavnsboller med kardemomme, rosiner, appelsinskal eller rosenvand. De færreste hjem havde endnu en bageovn, så man har nok købt dem hos bageren.
I dag er der 3 slags fastelavnsboller:
Gammeldaws fastelavnsbolle
En sød hvedebolle fyldt med kagecreme, pyntet med glasur. Denne bolle er tydeligst en videreudvikling af den traditionelle hvide hvedebolle man har spist til højtider, men hvornår den fyldes med creme og pyntes med glasur har jeg ikke kunnet finde ud af.
Wienerfastelavnsbolle
I Frøken Jensens Kogebog fra 1909 er en opskrift på en fastelavnsbolle lavet på wienerdej, men uden flødeskum. Wienerbrødet er en dansk opfindelse, men inspireret af det brød de østrigske bagere bagte i 1800-tallet. I dag minder denne fastelavnsbolle om en spandauer med syltetøj i midten.
Flødefastelavnsbolle
Den moderne fastelavnsbolle minder om en flødeskumskage: dejen er en luftig vandbakkelsesbolle med æg, flækket og fyldt med flødeskum og syltetøj, chokolade eller anden creme pyntet med glasur eller flormelis. Denne fastelavnsbolle dukker op i 1950’erne og er sandsynligvis inspireret af svenskernes ”Semlor”, som er bløde luftige gærboller flækket og fyldt med flødeskum og marcipan.