Fastelavnsboller





Opskrift fra "Den Gyldne Kogebog" fra 1948



Denne opskrift på fastelavnsboller er den ældste jeg har kunnet finde med fyld af creme. De minder om en blanding af de gammeldags fastelavnsboller med en gærdej og cremefyld, og de mere spandauer-agtige åbne fastelavnsboller også med creme.





Opskrift



24 stk.

½ kg. mel, ¾ tsk. salt, 65 g. gær, 100 g. sukker, 1 æg, 300 g. margarine, 2 ½ dl. mælk, syltetøj eller creme


Smuldr 50 g. margarine i melet.


Rør gæren ud i den kolde mælk.


Bland det med sukker, æg og salt.


Rul dejen ud til en stor firkant, som har en tykkelse på ca. 1 cm.


Fordel margarinen i klatter på 2/3 af dejen.


Dejen lægges sammen således:


Trin 1: fold den ene tredjedel hvor der ikke er margarine ovenpå den anden tredjedel, og fold derefter den sidste tredjedel henover de to første.


Trin 2: Rul dejen ud ti len stor firkant igen, så tynd som muligt.


Trin 3: Lad den og hvile i 20 minutter.


Gentag trin 1, 2 og 3 mindst 3 gange.


Rul til sidst dejen ud i en stor firkant og del den i 24 lige store forkanter.


Kom en klat syltetøj eller creme på midten af hver firkant og fold dejens ender henover.


Knib dejen godt sammen og form det til boller.


Giv bollerne 5 minutter ved ovnens højeste varme.


Sæt derefter temperaturen ned til 200° og bag bollerne i 10-15 minutter.


Lad bollerne køle af og drys dem med flormelis. Fastelavnsboller





Anmeldelse



Jeg lavede bollerne med smør i stedet for margarine, og det var nok et ret godt valg. For wow hvor var de flaky, bløde og lækre!


Dejen er en wienerdej, dvs. en gærhævet dej der rulles sammen ad flere omgange, så smør eller margarine æltes ind i dejen i flere lag. Det kræver lidt teknik, tålmodighed og arbejde, men resultatet er boller der minder om bagerens wienerbrød og de smager helt vidunderligt.


Det er vigtigt de får et varmechok, når de bliver sat i ovnen, så smørret ikke bare smelter ud af dejen.


Jeg kom bærsyltetøj i mine, som gav en god syrlighed der spillede op mod den fede krumme. Næste gang laver jeg halvdelen med syltetøj og halvdelen med creme.





Opskriften er fundet i "Den Gyldne Kogebog" fra 1948