Fastetærte





Opskrift fra middelalderen



Middelalderen bød på omkring 180 dage med faste. Det vil sige dage hvor man som den gode, fromme kristne de fleste i Danmark jo var dengang afstod fra at spise kød. De 40 dages sammenhængende faste mellem askeonsdag og påskedag var de strengeste, men var man rig nok kunne man heldigvis bare købe sig til aflad, hvis man (uheldigvis) kom til at spise en enkelt mad med spegepølse eller et stykke skinke.


Jeg kan anbefale denne fastetærte med friskost, æg og løg - om man faster eller ej.





Opskrift



Tærtedej

250 g. hvedemel, 150 g. smør, 1 æg, ½ tsk. salt, evt. 1 tsk. koldt vand


Smuldr det kolde smør med mel og salt. Saml dejen med ægget og evt. koldt vand. Hvis dejen er for tør vil den smuldre og være svær at rulle ud. Sæt dejen i køleskabet i 1 times tid.


Rul dejen ud og læg den i et tærtefad. Lav kanten tyk for at undgå den glider ned, mens tærten bager.


Prik huller i bunden med en gaffel og fyld lidt bønner, kikærter eller lign. i bunden, så tærten blindbages.

Læg et tyndt lag sølvpapir på kanten så den ikke bliver for brun og bag tærten ved 200 grader i 15 minutter.


Fyld

3 store løg, lidt friskhakket persille eller kørvel, 1 spsk. smør, 100 g. frisk ost (f.eks. hytteost), 5 æg. 2 spsk. rasp, ¼ g. safran, 1 tsk. salt, 1 knsp. sukker, ½ tsk. kardemomme, ½ tsk. revet muskatnød eller muskatblomme, ca. 2 spsk. korender


Hak løgene og kom dem i kogende vand i 1 minuts tid. Dryp dem godt af i en sigte og bland dem endnu varme med hakket kørvel/persille og smør.


Hæld en lille smule kogende vand over safranen og lad den stå lidt.


Bland safran og resten af ingredienserne i løgblandingen.


Kom fyldet i den forbagte tærte (husk at fjerne sølvpapiret fra kanten) og bag tærten ved 180 grader i 30-40 minutter.





Anmeldelse



En overraskende lækker tærte! Da jeg hældte løgfyldet i tærtebunden var jeg ellers ret skeptisk for smagen, men kombinationen af løg, æg, ost, krydderierne og de søde korender fungerer super godt.


Bunden er dejligt flaky, og da tærten forbages bliver den sprød hele vejen rundt. Løgene blancheres inden fyldet bages i ovnen, hvilket gør den kraftige smag af løg mindre og mere afbalanceret, mens løgene samtidig er crunchy. Blandet med æg og ost minder smagen om klassisk tærtefyld, og den grønne persille giver den gyldne tærte et appetitligt udseende. De søde korender og den kraftige smag fra safranen gemmer sig i fyldet og giver en overraskende smagskombination i fyldet.


Næste gang jeg laver tærten (for det gør jeg helt sikkert) vil jeg skrue lidt op for salt og krydderier. Tærten vil gøre sig godt til frokost eller som en hovedret serveret med en grøn salat. Restaurant quality!





Opskriften er fundet i "Middelaldermad" af Bi Skaarup