Græsk spinattærte





Opskrift fra "Spændende mad fra hele verden" fra 1964



I kogebogen giver forfatteren en introduktion til det græske køkken og skriver at grækerne spiser meget oksekød, lammekød og fisk, skaldyr og blæksprutter fra Middelhavet. Alt sammen tilberedt med mange dejlige grønsager og krydderier.


"Friske krydderurter og krydderier spiller i det hele taget en stor rolle: oregano forekommer ofte i græske opskrifter; det kan erstattes af almindelig merian. Men også timian, safran, hvidløg, rosmarin, kanel og nellike samt flere andre krydderier er med til at sætte kolorit på den græske mad. Af grønsager spiller især tomater, aubergine, artiskok, løg og peberfrugter en stor rolle."


Især blæksprutte, aubergine, lammekød, hvidløg og artiskok har været nyt og spændende i Danmark. En udfordring for den almindelige danske husmoder, der i 1960'erne gav sig i kast med at lave de retter derhjemme, som familien havde fået på charterferien til Rhodos.


Denne opskrift på den klassiske græske spanokopita med spinat og fetaost smager skønt! Lav filodejen selv som i denne opskrift, eller køb den færdig. Tærten er i hvert fald lækker under alle omstændigheder.





Opskrift



Dej

½ kg. mel, ½ tsk. salt, 4 spsk. olie, ½ tsk. bagepulver, ca. 2½ dl. vand


Bland alle ingredienserne til en smidig dej. Tilsæt evt. lidt mere vand, dejen skal ikke være for tør. Ælt den godt. Lad den hvile i køleskabet i mindst 1 time.


Fyld

1 kg. frisk eller frossen helbladet spinat, 2 æg, ¼ kg. gede-eller fåreost (salattern kan også bruges), 2 dl. kogte løse ris, 1 dl. hakket løg, 2 spsk. olie, 1 spsk. hakket persille, 1 spsk. hakket dild, salt, peber, olie til pensling


Skyld spinaten. Damp den i en stor gryde med det vand der hænger ved til den er faldet sammen. Hæld vandet fra, lad spinaten køle af og knug resten af vandet ud.


Hak spinaten groft med en kniv og bland den med sammenpisket æg.


De hakkede løg svitses i olien uden at blive brune. Tag dem af varmen, lad afkøle og bland med spinat samt grofthakket ost, persille, dild, salt og peber.


Dejen deles i 8 dele. Hvert stykke rulles papirtyndt ud på et helt tørt og godt meldækket bord. Dejen skal være så tynd at den næsten er gennemsigtig.


I et lille fad smurt med olie lægges det første lag dej, pensl det og læg endnu et stykke dej på. Dette gentages med 4 stykker dej i alt.


Læg spinatfyldet på. Læg de 4 resterende stykker dej på og pensl mellem hvert stykke.


Tryk dejkanten fast og skær små sprækker i låget, så dampen kan slippe ud. Pensl overfladen med koldt vand.


Bages på ovnrist midt i ovnen ved 200° i 35-45 minutter.


Skæres ud i passende stykker mens den endnu er varm.





Anmeldelse



Det er ikke spor svært at lave sin egen filodej, det tager bare tid og kræfter. Min dej skulle nok have været penslet med lidt mere olie, da den blev lidt tør. Næste gang køber jeg en færdig filodej, de smager ligeså godt (hvis ikke bedre). Sprød tærte med en frisk smag af spinat og den salte ost. Klassisk og lækkert.





Opskriften er fundet i "Spændende mad fra hele verden" fra 1964