Havrekager med friskost





Opskrift med ingredienser fra vikingetiden



Denne opskrift er lavet med ingredienser som vikingebonden ville have haft i sit forrådskammer.


På markerne dyrkede man rug, byg, havre og hvede. Hvedemel var en luksusfødevare og blev brugt i brød og retter serveret ved særlige lejligheder. Mælk fik bonden fra sine køer, og dette kunne laves til friskost eller smør. Bierne i bistaderne lavede honning, der som det eneste sødemiddel kunne gøre mad og mjød sød og lækker.

I skovene voksede der vilde bær som hindbær, blåbær og brombær, og i efteråret kunne der plukkes vilde valnødder og hasselnødder.


Fladbrød er blevet bagt ved bålet over hele verden siden oldtiden. Først i slutningen af vikingetiden fik gårdene ovne til brødbagning. Disse havrekager kan derfor bages på varme sten ved bålet.





Opskrift



10 stk.

2 dl. havregryn, 2 dl. grahamsmel, 2 dl. kærnemælk, 4 spsk. smeltet smør, 2 spsk. honning, 1 knivspids salt


Rør havregryn og grahamsmel godt sammen med kærnemælk. Tilsæt smeltet smør, flydende honning og salt. Lad dejen stå en halv time.


Pres dejen hårdt sammen og form den til kager på størrelse med almindelige havrekiks.


Bål: Bag kagerne på meget varme sten ved bålet. Vend og drej dem jævnligt, så de får lige meget varme på alle sider og kanter. Kagerne er færdige når de er sprøde i kanterne og ikke virker klæge i midten.


Komfur: Steg kagerne på en varm pande ved middelvarme indtil de er sprøde i kanterne og ikke virker klæge i midten.


Serveres med friskost (f.eks. hytteost) rørt op med honning og lidt salt efter smag, samt friske bær og hakkede valnødder eller hasselnødder.





Anmeldelse



Havrekagerne smager sødt og lækkert af havre og honning. De har en god knas udenpå og er dejligt bløde indeni. Friskosten (f.eks. hytteost) rørt op med honning og lidt salt har en fin afbalanceret smag af sødt, syrligt, salt og cremet fløde. Serveret med friske bær og valnødder er det en lidt anderledes og dejlig dessert.


Det er vigtigt at dejen presses godt sammen og formes hårdt. Så er kagerne nemmere at vende, særligt hvis de bages på varme sten ved bålet.


Havrekagerne kan også serveres med bagte æbler eller skiver af frisk æble.