Navnet på denne runde småkage stammer fra 1700-tallet, hvor jødiske bagerier solgte en kage der med rosiner og krydderier mindede om en bolle. Siden er den blevet til en rund, sprød småkage med kanel og hakkede mandler.
Opskriften jeg har benyttet er fra 1942. Under besættelsen var der rationering og det var småt med de spændende krydderier, eksotiske frugter og sukkeret. I bagebogen her anføres både originale ingredienser og deres erstatninger.
”Som Tiden gaar, forsvinder den ene udenlandske Vare efter den anden, og især de oversøiske Krydderier og Varer som Cacao, Chocolade, The og Kaffe er jo snart Ting, som man kun kender som et dejligt Minde. Til Erstatning for disse rare Ting findes der imidlertid under denne Krig mange udmærkede Produkter, som står langt over, hvad man kunde præstere af Erstatninger under den sidste Verdenskrig.”
Man kunne altså med ro i sindet bruge syntetisk hvid peber, syntetisk kanel og syntetiske nelliker, samt kardemomme-og kakaoerstatning.
Jeg var så heldig at have ægte kanel i mit køkkenskab, så det har jeg brugt i denne portion jødekager.