jordbærfromage





Opskrift fra "Stor Kogebog" fra 1950



De første fromager dukker op i danske kogebøger i løbet af 1800-tallet. Det er kolde buddinger bladet op med flødeskum og med forskellige smagsvariationer: frugtfromage smagt til med hindbærsaft, appelsinfromage, eksotisk ananasfromage og naturligvis den velkendte citronfromage.


I 1950'erne har mange danske hjem fået eget køleskab og så kan husmoderen nemt røre en fromage sammen og sætte den på køl, så den er fast og kan serveres som aftenens dessert. På dette tidspunkt er trenden med husblas og gelatine også populær, både i buddinger, geleér (til dessert såvel som forret eller hovedret) og fromager. Retten skal helst kunne stå selv. Tricket er at man gør sig umage med at få smeltet og rørt husblasen ud i sin creme så den ikke klumper.


Jeg har fundet denne opskrift på jordbærfromage i en kogebog fra 1950, og den kan anbefales!







Opskrift



Dessert til 6 personer


4 æggeblommer, 125 g. sukker, 9 blade husblas, ½ l. piskefløde, 200 g. friske jordbær


Pisk æggeblommerne med sukkeret til du får en luftig æggesnaps.


Tilsæt halvdelen af piskefløden og pisk det hurtigt sammen.


Læg husblas i blød i koldt vand. Hæld det i en kasserolle og varm det langsomt op under omrøring. Pas på det ikke koger for hurtigt op! For så skiller det og bliver grynet.


Når cremen er tyknet, tilsættes husblas 1 blad ad gangen og røres ud i den varme creme.


Tag gryden af varmen og lad det køle ned.


Pisk resten af fløden til flødeskum.


Når cremen er blevet stuetemperatur, blandes den med flødeskummen.


Skær jordbærrene i mundrette stykker.


Gør en form fugtig med koldt vand.


Læg skiftevis jordbærstykker og creme i formen og sæt den på køl i mindst 4 timer.


Vend formen ud på et fad og anret med flere jordbær.


Tip: er fromagen svær at få ud af formen, så skær forsigtigt langs kanten med en skarp kniv, så fromagen løsner sig.

Eller varm formen op udenpå med en varm klud.





Anmeldelse



En ret fra den tid, hvor man elskede husblas og desserter der kunne stå selv! Der er godt med husblas i, men det gør nu ikke noget. Fromagen er fast og smager dejligt af æggecreme, flødeskum og jordbær. Meget sommerlig. Den er ikke helt så sød som man laver fromager i dag.


Husk at bruge helt friske jordbær.





Opskriften er fundet i "Stor Kogebog" fra 1950