Spaghetti alla Bolognese til 4 personer
1 skive fersk flæsk, 400 g. hakket oksekød, olie til stegning, 2 fed knust hvidløg, 1 stort løg, 3 store gulerødder, 3 store stængler bladselleri, 6 centimeter tyndskrællet citronskal, 2½ dl. tør hvidvin eller bouillon, 2 spsk. tomatpuré, 4 store tomater,1 laurbærblad, ¼ tsk. revet muskatnød, salt, pebet, evt. ½ dl. piskefløde
Hak løg, gulerødder og bladselleri fint. Overhæld tomaterne med kogevand og flå skindet af dem. Hak tomaterne. Skær flæsket i terninger.
Svits flæsket i olien til den er let gylden. Tilsæt hakket løg, gulerødder, bladselleri og knust hvidløg. Svits det hele let og tilsæt oksekødet. Når kødet er brunet tilsættes citronskal, krydderier, vin, tomatpuré og tomater. Lad det hele småkoge i 20 minutter.
Tag citronskal og laurbærblad op og lad saucen koge videre 10 minutter.
Jævn saucen med fløde og smag den til med rigeligt salt og peber.
Serveres med kogte spaghetti og reven parmesanost.
Dertil evt. en grøn salat med fintsnittet fennikel eller rigeligt brøndkarse, eller flåede tomater skåret i kvarte og vendt i en krydret olie-eddike-hvidløgsmarinade.